KLEZMERDUO

KLEZMER

MUSIK SOM LER MED DET ENE ØJE - MENS DET ANDET GRÆDER

stregtegning

Klezmer er betegnelsen for den stemningsfulde jødiske musiktradition, der var meget udbredt i Østeuropa frem til 2. Verdenskrig. Længsel og glæde går hånd i hånd i de iørefaldende melodier, der veksler mellem det enkle og det virtuose.

Selve ordet klezmer stammer fra det hebræiske kli-zemer som betyder sangens instrument. Egentlig var det betegnelsen for instrumenter, men det kom sidenhen til også at dække musikerne og genren. Betegnelsen fortæller om musikernes ideal - nemlig med deres instrumenter at komme så tæt som muligt på den menneskelig stemme. Inspirationen til skalaer og forsiringer kom fra kantorens sang i synagogen.

Musikanterne - klezmorim - vandrede fra landsby til landsby, hvor de spillede op til fest hos både jøder og kristne. Deres repertoire omfattede traditionelle religiøse melodier, jiddishe sange, populærmelodier, ja endog klassiske stykker. Til større fester blev orkestret ofte udvidet med et par sigøjnermusikere. Deres fyrige violiner, sammen med det ofte meget dygtige klezmerorkestre, kunne levere forrygende dansemusik. Der blev også tid til at udveksle numre og lære af hinanden - slægtsskabet mellem klezmer og sigøjnermusikken er umiskendeligt. På samme måde blev klezmer også præget af den lokale musiktradition. Polske og russiske melodistumper sneg sig ind, ligesom indflydelsen fra Balkan er tydelig.

kapelye from eastern europe
kapelyekapelye

Klezmer insisterer på at blive hørt. Det er først og fremmest festmusik, brugt til de ugelange bryllupsfester. Den har en boblende vitalitet, som gør det svært at sidde stille - den appellerer til klap og dans. Men den er også de mere inderlige, stille melodier, som sammensmelter smerte og glæde. Den jødiske klarinettist Giora Feidman har sagt : "Music is prayer and dance, prayer and dance".

Anden Verdenskrig udslettede den blomstrende jødiske kultur i Østeuropa. Adskillige musikere var imidlertid emigreret til USA, hvor genren blev meget populær indtil swing og jazzen tog over. Den nåede dog at give musikalsk inspiration til mange musicals bl.a. "Spillemand på en tagryg".

I 1980-erne fik klezmermusikken en renæssance. Unge amerikanske musikere fandt gamle, støvede indspilninger frem fra kældrene. De lyttede og genoplivede tonerne. Fra USA har interessen bredt sig ud til det meste af verden.